Det kan være svært at overskue, hvordan forskellige elbiler kan oplades. Her på siden kan du få et overblik over nogle af de vigtigste begreber og opladningsmetoder. I listen til højre finder du links til yderligere information og oversigter over elinstallatører, ladestationer m.m.

Opladning hjemme eller på arbejdspladsen

Langt de flest foretager opladningen af deres elbil derhjemme eller på arbejdspladsen. Den mest simple form for opladning foregår med et almindeligt 3-benet stik (med jord) og et kabel med en påmonteret sikringsboks (”Mode 2” kabel). På den måde kan du lade din elbil med et almindelige 220V-stik med jordforbindelse (1-fase/10 – 16 ampere afhængig af din elinstallation). Det vil så typisk tage 4 – 8 timer at oplade en elbil fra 0% til 100% afhængig af batteriets størrelse og strømstyrken (ampere).

Du kan også få opsat en ladestander med indbygget sikringsboks, som forbindes til husets elinstallation (”Mode 3” ladestander). Denne ladestander kan blandt andet være udstyret med mulighed for at styre opladningen tidsmæssigt og med separat elmåler, så man kan holde øje med elbilens strømforbrug.

Sikkerhed i forbindelse med opladning

Opladning af elbiler kræver strøm, og mange er derfor bekymrede omkring sikkerheden i forbindelse med opladning. Heldigvis er der ikke noget at været bekymret for, hvis man benytter ladestandere, som er lavet til opladning af elbiler.

Forbindelsen til strømmen etableres først, når begge ender af ladekablet er forsvarligt forbundet til både ladestanderen og elbilen. Man kan altså ikke få stød ved at røre ved en fri ende på ladekablet. Desuden er både ladestander og ladekabel med tilhørende stik sikret mod uheld under opladning på flere forskellige måder. Er du usikker eller i tvivl, kan du altid spørge leverandørerne af ladestanderen og ladekablet om at få indblik i sikkerhedsspecifikationerne på deres produkter.

Brug en autoriseret el-installatør

Uanset hvilken opladningsmetode du ønsker at bruge hjemme eller på arbejdspladsen, er det vigtigt, at du søger råd hos en elinstallatør, der har erfaring med opladning af elbiler. Så er du sikker på at få både en sikker og effektiv opladning. I nogle tilfælde kan de firmaer, der udbyder ladestandere, anbefale en elinstallatør, som kan påtage sig opgaven. Du kan også følge linket til højre for at få et overblik over elinstallatører og firmaer, der arbejder med opladning af elbiler.

Opladning i det offentlige rum

Hvis du bor et sted, hvor det ikke er muligt at etablere privat opladning, eller har du blot brug for strøm, mens du er på farten, er der flere muligheder.

Flere firmaer og kommuner har placeret offentligt tilgængelige 220V ”Mode 3” ladestandere rundt om i Danmark. Det gælder dog for de fleste af disse ladestandere, at du skal have taget abonnement hos ejerne af ladestanderne for at bruge dem.

Nogle elbiler kan desuden hurtiglades. Det kaldes også fastcharge, quick charge eller Mode 4 opladning (400V og ca. 120 ampere). Det gør det muligt at oplade til 80% af batteriets kapacitet på ca. 20 – 30 minutter.

Ny standard, nye muligheder

Standarder på elbil-området har tidligere været en mangelvare, men nu ser der ud til at ske noget. Ladestik og opladningsmetoder er ved at blive standardiserede, og nu er der så vedtaget en standard for, hvordan elbiler og ladestandere skal ”tale sammen”, og hvordan ladestandere skal ”tale med” elnettet. Det vil dels øge sikkerheden ved opladning, dels åbne nye muligheder for automatisk styring og afregning.